Bæredygtighed

Kan man måle på ansvarlighed? 
Gør vi som virksomhed nok?

Det er spørgsmål, vi stiller os selv løbende, når vi i HMC arbejder med tiltag, der kan forbedre vores forretning og på områder, der rækker ud over vores kerneforretning.

Som en entreprenørvirksomhed i en af de mest forurenende brancher og en organisation med op mod 250 medarbejdere, lægger vi os i selen for at være transparente og dokumentere vores arbejde og tiltag. Det er nemlig vigtigt for os, at vi forbliver dem, der siger, det de gør, og gør det, de siger – uanset om vi er omfattet af rapporteringskrav fra EU eller ej.

I HMC har vi nedsat en bæredygtighedsgruppe, hvor vi på tværs af organisationen sikrer forankring i processer, kommunikation og adfærd i omstillingen til mere bæredygtighed. Her ser vi til, hvordan vi kan bidrage til vores egen og til den samlede danske styrkeposition på bæredygtige områder gennem konkrete tiltag og handlinger i hverdagen.

FN´s 17 Verdensmål

FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling udgør en fælles global retning mod en mere bæredygtig, retfærdig og fredelig verden frem mod 2030. Verdensmålene blev vedtaget i 2015 og adresserer en bred vifte af både miljømæssige, sociale og økonomiske udfordringer.

I HMC tager vi udgangspunkt i Verdensmålene som ramme for vores bæredygtige indsats. Vi har udvalgt verdensmål, hvor vi vurderer, at vi som entreprenørvirksomhed har det største potentiale for at gøre en reel forskel – både i vores daglige drift og i det samfund, vi er en del af.

Verdensmål 3: Sundhed og trivsel

I HMC ser vi sundhed og trivsel som en grundlæggende forudsætning for både et stærkt fællesskab og en sund forretning. Hvis vi skal lykkes med de mange ydre forandringer i en grøn omstilling lokalt og globalt, har vi behov for indre omstillinger og et fast fokus på menneskelig trivsel.

Verdensmål 3: Sundhed og Trivsel er et område, som vi læner os naturligt ind i og har rod i HMCs dna.

Trivselsundersøgelse: I slutningen af 2024 og begyndelsen af 2025 gennemførte vi vores første trivselsundersøgelse. Den blev udarbejdet af en uafhængig tredjepart og omfattede alle medarbejdere i HMC. Undersøgelsen gav os værdifuld indsigt i medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø, og den danner et vigtigt grundlag for vores fortsatte arbejde med at skabe en sund og motiverende arbejdsplads.

Arbejdsulykker: Sikkerhed er en naturlig del af vores hverdag. Gennem vores virksomheds-app, som alle medarbejdere har adgang til, kører vi løbende kampagner med fokus på arbejdssikkerhed og korrekt brug af værnemidler. Det er vigtigt for os, at alle ansatte har de nødvendige informationer og redskaber til at passe på sig selv og hinanden – hver dag.

Lokalarrangementer og foreningsliv: Vores ansvar rækker videre end vores egne byggepladser og kontorer. Vi engagerer os aktivt i det lokalsamfund, vi er en del af, og hvert år støtter vi en lang række lokale foreninger og arrangementer. Det gør vi for at fremme fællesskab, sundhed og aktivitet i nærområderne, hvor vi har vores daglige gang.

Storsponsor for De Danske Hospitalsklovne: Udover vores lokale sponsorater har vi i mange år været storsponsor for De Danske Hospitalsklovne. De gør en vigtig indsats for at skabe glæde og tryghed hos indlagte børn og deres familier. Det er et initiativ, vi er stolte af at støtte, og som ligger helt i tråd med vores værdi om at tage ansvar – også der, hvor det virkelig gør en forskel.

Code Of Care: Den landsdækkende nonprofit organisation Code Of Care hjælper kommuner i gang med at tage del i det sociale ansvar ved blandt andet at skabe småjobs til mennesker med psykiske, fysiske eller sociale udfordringer. I HMC tager vi i denne ordning medarbejdere ind, der kan bidrage til vores hverdag og forretning, og vi kan give noget at stå op til gennem et meningsfyldt arbejde.