HMC er i fuld gang med at styrke sin lokale tilstedeværelse. Efter åbningen af en ny afdeling i Holstebro i september, er turen nu kommet til Aalborg.
HMC Byg og Anlæg A/S udvider sin fysiske tilstedeværelse med ny afdeling i Aalborg og markerer dermed et strategisk skridt i virksomhedens landsdækkende vækst. Allerede her efter sommerferien er dørene så småt åbnet, og ambitionen er klar: HMC vil være tættere på kunderne i Aalborg-området, tættere på projekterne og tættere på de medarbejdere, der hver dag skaber værdi i vores byggeprojekter i HMC.
“Vi har i flere år talt om at rykke tættere på Aalborg og være mere synlige her – både for vores kunder, vores ansatte og ift. rekruttering. Nu følte vi, at timingen var rigtig for os. Vi har flere spændende opgaver, som vi kigger frem mod, og vi forventer, at det bliver taget godt imod”
Henrik Christensen, adm. direktør i HMC.
Afdelingen er allerede godt i gang og bemandet med 8 – 10 medarbejdere, men der er stadig plads til flere. Lokationen er nøje udvalgt med fokus på tilgængelighed og netværk og skal fungere som et naturligt samlingspunkt for HMC’s aktiviteter i Aalborg-området.
Med afdelingen i Aalborg etablerer HMC en faglig tilstedeværelse i et attraktivt område. Det giver både kunder og samarbejdspartnere lettere adgang til rådgivning og beslutningstagere og skaber et stærkere bindeled mellem projekterne og de mennesker, der driver dem. Ved at etablere en lokal base i Aalborg positionerer HMC sig som en attraktiv aktør for både nye talenter og erfarne fagfolk.
“Med afdelingen får vi et naturligt samlingspunkt for vores aktiviteter i og nær Aalborg-området. Det styrker samarbejdet med både kunder, partnere og medarbejdere og gør os mere tilgængelige i et attraktivt område. Vi ønsker at være en nærværende og pålidelig samarbejdspartner, og den lokale forankring i Aalborg er en vigtig brik i det arbejde.”
Martin Ravn, Regionschef for HMC Byggeri Vest.
Udvidelsen understøtter HMC’s overordnede strategi om at være en ansvarlig og handlekraftig virksomhed med lokal forankring og national rækkevidde. Med nye afdelinger styrker HMC sin evne til at tiltrække dygtige medarbejdere – uanset bopæl – og levere kvalitet tæt på kunden. Samtidig sender det et klart signal om vækst, tilgængelighed og ambitioner på tværs af landsdele.
Med hovedkontor i Løgstør og afdelinger i Thisted, Glostrup, Holstebro og nu Aalborg, står HMC stærkt rustet til at imødekomme den stigende efterspørgsel og levere kvalitet i alle led. Uanset hvor i landet opgaven skal løses.


