23. oktober 2023

Testing, testing … Den grønne omstilling er igang

I foråret og sommeren testede vi, i en periode på 4 måneder, eldrevet komprimeringsmateriel af i samarbejde med vores samarbejdspartner Stemas A/S samt et nyt industrielt design, der skal forbedre sundhedsmæssige udfordringer.

I HMC forsøger vi løbende at integrere de løsninger, der kan forbedre os på bæredygtighed – især dem, der kan forbedre os miljø- og sundhedsmæssigt og forsvares økonomisk. Derfor sagde vi ja tak til at teste nogle af de klassiske, men denne gang batteridrevet, komprimeringsmaskiner af i nogle af vores anlægsprojekter rundt om i landet. Testen bestod af en el-jordloppe og en el-pladevibrator.

”Parametre som driftstid og genopladning på batteridrevet materiel er afgørende for at omstillingen kan lade sig gøre, og det er noget vi følger nøje øje med efterhånden som markedet for el-maskiner udvikler sig. På vores område for materiel kan vi gøre en markant forskel i fht at nedbringe CO2 og forbedre arbejdsmiljøet generelt for den enkelte medarbejder.       

Tendensen henimod mere emissionsfri og mindre støjende materiel er kommet for at blive, og vi vil gerne udvikle os sammen med vores samarbejdspartnere i den grønne omstilling, derfor er det oplagt at bruge hinanden til netop at teste, evaluere og forbedre, når det gælder grøn omstilling.” Kim Hassing, Logistikchef HMC.

Udover en el-pladevibrator og en el-jordloppe fra Wacker Neuson testede vi en spritny udvikling i form af et vibrationsdæmpende håndtag til håndstyrede maskiner i branchen.

Formålet med udviklingen af håndtaget, Vibrashifter har været at finde løsninger på Hånd-arm Vibrations Syndrom (HAVS), der er et sundhedsmæssigt problem, der kan opstå ved blandt andet brugen af vibrerende maskiner. Vibrationerne kan give den enkelte medarbejder arbejdsskader og føre til en negativ udvikling for både sig selv og arbejdsgiver på grund af erstatningskrav, bøder, behandlinger og tidlig pension.

Kim Christensen, der er rørlægger i HMC var en af de heldige, der kunne teste håndtaget af på en af vores jordlopper.

”Der var langt færre rystelser og på den måde godt at stå med. Jeg synes forsøget er en virkelig god tanke, som vil kunne gøre en stor forskel for os i hverdagen. Selve udstyret fylder en del, og det skal man også tage højde for i udviklingen, for vi har tit ikke meget plads at arbejde på.”

Oplevelsen af det nyudviklede materiel har været overvejende positiv, og der er generelt stor nysgerrighed og åbenhed blandt vores medarbejdere ude på pladserne for at teste og inddrage udstyr, som forbedrer arbejdsforholdene.

Nyheder

Ny afdelingschef for HMC Sjælland

Ny afdelingschef for HMC Sjælland

På ski med HMC

På ski med HMC

Praktikant i HMC

Praktikant i HMC